ACT

ACT – en kognitiv adfærdsterapi

Der findes flere former for kognitiv adfærdsterapi.

Den metode, jeg arbejder med inden for kognitiv adfærdsterapi, placerer sig i den såkaldt 3. bølge af kognitive adfærdsterapier og hedder Acceptance and Commitment Therapy. Det er en metode, der allerede er blevet forsket meget i og som har vist sig effektiv over for en lang række udfordringer bl.a. livsstilsændringer, lavt selvværd og stress samt lidelser som angst og depression.

Acceptance and Commitment Therapy forkortes ACT og udtales i sin korte form som det engelske ord to act, at handle. Det er en terapiform, der i høj grad sætter fokus på at hjælpe dig til netop at gøre det, der er vigtigt for dig, for at du kan skabe et personligt rigt og meningsfuldt liv.

En af de grundæggende antagelser i ACT er, at lidelse er en normal og uundgåelig del af den menneskelige tilværelse; når vi elsker et andet menneske, opstår angsten for at miste, når vi gerne vil være en del af en gruppe eller et fællesskab, så opstår frygten for at blive afvist osv.

En anden grundlæggende antagelse er, at det er menneskers kamp eller  forsøg på at undgå og kontrollere ubehaget, der er årsagen til, at lidelsen forværres og forlænges. I vores forsøg på at kontrollere ubehaget eller undgå det, glemmer vi resten af verden omkring os og vores positive handlinger får mindre fylde. I stedet for at løse ét problem ved at kontrollere og undgå det, ender vi op med to: Vores problem og vores forsøg på at komme af med det. Her er et par eksempler:

  • En person, der føler sig mindreværdig, tænker: ”jeg er ikke lige så god som de andre” og prøver at løse problemet ved at være så fejlfri og perfekt som muligt. Personen stiller høje krav til sig selv, så høje, at han eller hun i længden ikke kan efterleve dem og ender med at føle sig mere og mere mindreværdig.
  • Et menneske, der er deprimeret, tænker ”Alt går galt for mig” og trækker sig tilbage fra andre mennesker i et forsøg på at kontrollere sin tristhed, men ender i det lange løb med at blive mere trist, fordi vedkommende i samme bevægelse reducerer oplevelser, der er lystgivende og desuden kan miste kontakt til egne evner og kompetencer.

For at hjælpe dig bedst muligt, finder vi sammen ud af, hvordan du fra øjeblik til øjeblik kan slutte fred med smertelige følelser og tanker, engagere dig i det, der er vigtigt for dig og blive mere nærværende i din hverdag, så du bliver i stand ti at forfølge dine indre værdier frem for at drukne i indre kamp og lidelse.